Hvorfor holder de produkter, vi producerer, mindre og mindre? Hvorfor er det, at en pære lavet i 1911 kan holde mere end 100 år, når den er tændt, og dem, der laves i dag, holder knap 1000 timer? Har et navn, planlagt forældelse
Planlagt forældelse er planlægningen af et produkts brugstid, således at produktet bliver ubrugeligt i en forud fastsat tidsperiode. De kan også begrænses af antallet af anvendelser, for eksempel en printer, der efter at have udskrevet ti tusinde kopier holder op med at virke.

Hvad er målet med planlagt forældelse?
Det primære mål med planlagt forældelse er at sikre, at forbrugerne køber produkter flere gange i stedet for kun én gang. Dette øger naturligvis efterspørgslen efter produkter, fordi forbrugerne skal blive ved med at vende tilbage igen og igen. En bruger skal købe det samme produkt flere gange, end hvis det produkt var modstandsdygtigt og ville holde hele livet.
Forestil dig, at du aldrig behøvede at købe pærer, da din bedstefar lagde dem derhjemme, fortsætter de med at lyse som den første dag. Det virker usandsynligt, men det er det ikke, denne type pærer kunne fremstilles perfekt. Imidlertid ville pæreproducenterne løbe tør for købere, ville gå konkurs. Derfor fremstiller de pærer, der har en programmeret levetid på 2500 timer, så du skal købe dem igen og igen pærer. Er planlagt forældelse nødvendig? Er det muligt at afslutte det og lave effektive produkter?
Dokumentar om planlagt forældelse
Dokumentaren kaldet "Køb, smid, køb" produceret af RTVE taler om programmeret forældelse, et begreb, der er meget lidt kendt af samfundet, men enormt vigtigt i vores tid. Dokumentaren får os til at spekulere på, om et økonomisk system baseret på forbrugerisme giver mening.
I det sidste århundrede har virksomheder undersøgt, hvordan man designer produkter, der holder mindre, så vi kan købe deres produkter igen. Giver det mening at bruge penge på at undersøge, hvordan man laver mindre holdbare produkter? Ved første øjekast er svaret klart, men hvis pærerne ikke brændte ud, ville de virksomheder, der var dedikeret til deres fremstilling, gå konkurs og ville ikke fremstille flere. Dokumentaren rejser flere spørgsmål, giver det mening at fremstille uendelige produkter på en planet med begrænsede ressourcer? Er der ingen måde, hvorpå virksomheder kan søge at forbedre effektiviteten, mens de stadig er i stand til at overleve?
Åben debat om produkters holdbarhed og kapitalisme
Dokumentaren åbner debatten om logikken i en forbrugerlivsstil, hvor bjerge af lavkvalitetsprodukter produceres. I 1911 blev der annonceret pærer med en varighed på 2500 timer, i 1924 blev deres producenter enige om ikke at lave nogen, der varede mere end 1000 timer.
Det er et spørgsmål, der river kapitalismens fundamenter i stykker, hvorfor det er meget svært at foreslå mulige aftaler om at ændre det. En mulig løsning vil eksempelvis være, at pærerne årligt betales på elregningen som en kvalitetsvedligeholdelsespræmie. Lysfirmaet ville tage sig af pærerne som et produkt inkluderet i dets service, og for at reducere omkostningerne ville det forsøge at få pærerne til at holde så længe som muligt.
Denne dokumentar har vundet adskillige tv-priser, blandt dem en Onwings, en pris for årets bedste dokumentar i 2011 af det spanske tv-akademi, SCINEMA (Australien), FILMAMBIENTE (Brasilien), Guangzhou International Festival (Kina), Maeda Special Award ( Japan) osv.
Du kan se dokumentaren i følgende link til RTVE: Dokumentaren – Køb, smid, køb