International Labour Organisation (ILO)

Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) er et afhængigt organ under De Forenede Nationer (FN). Dette beskæftiger sig med forhold vedrørende arbejde og arbejdsforhold. Den opstod i 1919, som en konsekvens af Versailles-traktaten og med det formål at fremme anstændigt arbejde.

International Labour Organisation (ILO)

Ved at bringe arbejdere, regeringer og arbejdsgivere sammen, etablerer ILO arbejdsregler for anstændig beskæftigelse. ILO’s filosofi antager således, at der med anstændige job vil opnås økonomisk velstand og social fred.

Hovedmålene for Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO)

De overordnede mål, som ILO har sat for sig selv, dækker fire indsatsområder:

  • Fremme respekten for arbejdsbestemmelserne og arbejdstagernes rettigheder.
  • Kæmp for anstændige lønninger til arbejdere.
  • Større social beskyttelse for arbejdere.
  • Fremme dialog og forhandling mellem regeringer, arbejdsgivere og arbejdstagere.

For at forsøge at nå disse mål opstiller ILO arbejdsmarkedsbestemmelser, udarbejder programmer på internationalt plan med det formål at styrke de grundlæggende rettigheder og sociale og arbejdsmæssige forhold og fremmer teknisk samarbejde i arbejdsforhold på internationalt plan.

Sådan fungerer ILO

ILO er defineret som en trepartsorganisation, da den omfatter arbejdsgivere, medlemslandenes regeringer og arbejdstagere. Dens funktion er at støtte dialogen mellem arbejdsgivere og fagforeninger om sociale og økonomiske politikker.

Den interne struktur i ILO er som følger:

  • International Labour Conference : Ud over at være det organ, der træffer beslutning om arbejdsmarkedsbestemmelser, vil det også fungere som et organ til at debattere sociale og arbejdsmarkedsmæssige spørgsmål. Den håndterer også godkendelsen af ​​ILO-budgettet.
  • Bestyrelse : Besidder den udøvende magt. Med andre ord udfører den ILO’s programmer og tager sig af de budgetmæssige aspekter af organisationen.
  • International Labour Office : Det er tilsynsorganet. Den er ansvarlig for bestyrelsens kontrolfunktioner.

Det skal bemærkes, at det arbejde, som bestyrelsen udfører, vil blive rådgivet af kommissioner, der har eksperter bidraget fra arbejdsgivere, regeringer og fagforeningsorganisationer.

På den anden side afholdes møder i ILO-medlemslandene fra tid til anden for at behandle de vigtigste arbejds- og sociale spørgsmål.

Hvad er ILO’s indsatsområder?

For at ILO’s internationale standarder kan træde i kraft, er der et system med overvågning og kontrol. Med andre ord sikrer ILO, at underskrevne konventioner overholdes.

Til dette overvåger organisationen løbende, hvordan aftalerne bliver anvendt og angiver, på hvilke områder det kan forbedres. Endvidere kan ILO yde rådgivning til medlemslandene.

Udviklingssamarbejde er et andet af ILO’s vigtigste indsatsområder. Til dette formål fremmer ILO programmer, der er forpligtet til anstændig beskæftigelse. I disse anmodes arbejdsgivere, regeringer og arbejdstagere om engagement for at blive involveret.

Kort sagt handler det om at føre politikker, der tillader bæredygtig udvikling, og som samtidig udmønter sig i anstændigt arbejde.

ILO-programmet og budget

ILO-programmet og budgettet skal godkendes af Den Internationale Arbejdskonference hvert andet år.

Programmet og budgettet opstiller således de mål, der skal nås om to år, de ressourcer, der vil blive afsat til at nå dem, samtidig med at de udgifter, der anses for relevante, godkendes.

Men hvor får ILO midler fra?

Hovedsageligt på tre måder:

  • Gennem de forholdsmæssige bidrag fra de lande, der omfatter det.
  • Gennem frivillige bidrag fra hovedpartnerne.
  • Bidrag fra offentlige organer, finansielle institutioner og agenturer afhængige af FN.