Betalingspligten er pligten til at foretage udbetaling til en anden person (fysisk eller juridisk). Dette af hensyn til, at der tidligere er erhvervet gæld.
En betalingsforpligtelse er med andre ord et tilsagn, der påtages ved modtagelse af finansiering eller køb på kredit.
Set fra et retligt synspunkt er denne forpligtelse den retsbinding, der forener kreditor med en skyldner. Sidstnævnte skal herefter foretage det tilsvarende vederlag inden for den mellem parterne fastsatte frist.
Vi skal gøre opmærksom på, at betalingsforpligtelsen bortfalder, når det aftalte tilsagn er opfyldt.
En anden kendsgerning at fremhæve er, at betalingsforpligtelsen normalt kender økonomiske udgifter eller renter til fordel for kreditor. Dette set i lyset af, at skyldneren skal kompensere sin modpart for den tid, hans penge har kunnet generere et afkast, fx i et bankindskud eller i en investering.
Dele af en juridisk forpligtelse
I en juridisk forpligtelse kan der skelnes mellem følgende dele:
- Kreditor: Det er en fysisk eller juridisk person, der har leveret et lån eller et materielt gode til en anden person.
- Debitor : Det er en fysisk eller juridisk person, der skylder penge til kreditor.
- Formål: Det er den præstation, der kræves af debitor over for kreditor.
- Årsag: Det er årsagen til, at betalingsforpligtelsen opstod, for eksempel et realkreditlån.
Eksempel på betalingsforpligtelse
Et eksempel på en betalingsforpligtelse kan være tilsagn fra udstederen af en obligation. Lad os forestille os, at det er en nulkuponobligation udstedt under pari og med en kurs på 10.000 euro.
Så hvis den blev udstedt med en rabat på 20 % (rabatperioden og instrumentet er den samme), ville betalingsforpligtelsen (som ville være den nominelle værdi af obligationen) blive beregnet som følger:
10.000 = nominel værdi * (1-20 %)
pålydende = 10.000 / 0,8 = 12.500 euro